Takeshi Kitano er mange ting. Han er forfatter med over 50 bøger bag sig, han er det største Japanske TV ikon nogensinde med syv ugentlige programmer, han er maler, samfundskritiker, dramatiker, komiker, provokatør og musiker. Men frem for alt, er han en af vor tids mest markante, originale og banebrydende filmskaber.

Kitano under optagelsen af Dolls

Kendetegnende for Kitano er først og fremmest hans stil. Hvor nogle af hans film er rå og voldelige, er resten nærmest generte i deres ømhed. Kitano fortalte mig, at han ser alt som et pendul: Alt har en modsætning som pendulet vil svinge over til. Ligeledes afspejler hans personer denne dualitet gennem og i deres følelser: Ofter gør dette dem rast- og rodløse, indtil de finder det der giver deres liv mening, hvilket i Kitano's film gengives ved hans særprægede form for fatalism: Alle har en skæbne, og når denne er opfyldt, dør man. Et andet fællestræk i hans film er en konstant søgen efter at forny mediet og udfordre eksisterende normer. Kitano eksperimenter altid med nye visuelle fortælleformer og det er denne søgen, samt hans talent og ildsjæl, der gør ham til den geniale filmskaber han er.

Desværre er han hidtil nærmest blevet ignoreret i Danmark. Kun to af hans film har været oppe i danske biografer ("Hana-Bi" og "Brother") og de blev kun ringe besøgt, da den almindelige danske biografgænger jo ikke vidste hvem Kitano var. Så hvor man i resten af verden har celebreret ham som et geni det sidste årti, er Kitano stort set totalt ukendt i Danmark. Med "Zatoichi" får vi nu mulighed for at opleve mesterens seneste film, som ikke alene vandt Sølvløven i Venedig for bedste instruktion, men som sidenhen har lagt hele verden for sine fødder.

Kitano blev født den 18. januar 1947 i et af Tokyos fattige distrikter. Hans far var alkoholiker og lavede, ifølge Kitano, ikke meget andet end at banke sin familie før han en dag forlod hjemmet. Hans mor holdte ikke alene sammen på familien, men arbejdede ofte døgnet rundt, for at sikre sine børns skolegang og for at holde sult og hjemløshed fra døre. Kitano taler sjældent om sin barndom, men når han gør, pynter han meget på hvordan det var.

"Jeg husker mit nabolag som værende lig en stor familie. Man dyrkede grøntsager på de nærliggende enge, man badede i floden, vi drenge fangede sommerfugle og vore mødre ville sidde i badeanstalten og sladre, mens vores fædre fik en enkelt til tørsten på værtshuset."

Han klarede sig så godt i skolen - top karakterer i matematik og kunst - så efter gymnasiet blev Kitano optaget på det berømte Meiji Universitet. Kitano’s drøm var at blive ingeniør og at arbejde for Honda: Takket være hans mors hårde arbejde kunne han nu studere til ingeniør. Men knapt nok var han begyndt med at læse, før han blev opslugt af nye interesser: baseball, boksning og frem for alt piger. Han begyndte at hænge ud på cafeer og efter tre år på universitetet droppede han ud - andre kilder siger dog, at han blev smidt ud pga. "oprørsk adfærd". Kitano selv skyder skylden på piger og studenteroprøret, men igen, så pynter han nok lidt på historien.

I et forsøg på at genvinde sin drøm, søgte han arbejde på en lokal Honda fabrik, men fik afslag. I stedet for at søge hjem, begyndte Kitano at leve på gade og brugte hvad end få penge han havde på spil, indtil han efter et par år fik han arbejde som altmuligmand på en stripklub. At have et fast job gjorde godt og Kitano faldt på plads. Snart var han tjener og senere blev han elevatoroperatør.

Det var her, på stripklubben i Asakusa, at Kitano opdagede komik. Mellem stripnummerne var der komiske indslag af Senzaburo Fukami, hvem Kitano beundrede meget og som blev hans mentor. I al stilhed stod den unge Kitano og studerede hans komik og stil, og Fukami ville senere forklare Kitano hvordan man fik folk til at grine. Da et nummer en aften meldte afbud pga. sygdom, blev Kitano spurgt om han ikke kunne hoppe op på scenen som "erstatning": Selvfølgelig kunne han det, og til alles overraskelse, især sin egen, viste det sig, at han havde talent for komik. Snart avancerede Kitano fra elevatordreng til emcee på Det Franske Teater.

Takeshi Kitano (left) and Kiyoshi Kaneko (right) - The two Beats

I starten af 70’erne mødte han Kiyoshi Kaneko og sammen dannede de manzai’en "Ni Biito" (De 2 Beats - heraf navnet "Beat" Takeshi). En manzai er en Japansk komik duo, som kører replikker af på hinanden med lynets hast. De begyndte at turnere natklubber og stripklubber, og snart var de det hotteste navn i Tokyo. Især den unge generation så op til dem, pga. deres hyperaktive stil og respektløse rutiner. I 1947 så en af producenterne fra NHK (Japans største TV kanal) dem og fik dem på kontrakt - To år senere i 1976 var de top navnet på NHK og blev anset for Japans morsomste mænd.

Have nået toppen, fik Kitano til at søge nye udfordringer. I slutningen af 70’erne begyndte han at lave solo stand up, hvor han udviklede og forfinede en ny stil, der gengav den mørke side af såvel ham selv som hans komik. Det at Kitano ville tages seriøs, og gerne ville spille skuespil, var afgørende for denne transition. Vennen, og på mange områder hans mentor, instruktøren Nagisa Oshima opfordrede Kitano til at styre væk fra komikken, så han begyndte at tage små roller som forbryder: jo længere væk fra komik, jo bedre, så da NHK begyndte at lave en TV serie om jagten på en psykotisk massemorder, slog Kitano til, fik rollen og var medvirkende til at serien blev en stor succes. Han fortsatte med drama på TV, påtog sig at hoste et talk show og begyndte at skrive, såvel bøger som TV drama.

I starten af 80’erne tog Kitano springet til film, men uden nogen succes, hverken personligt eller professionelt. Problemet var, at eftersom han var blandt Japans sjoveste mænd, blev han kastet til at spille komedie. For eksempel, i hans anden film "Danpu Wataridori" (Ikkuo Sekimoto 1981), spiller han en betjent, der ikke laver andet end at fortælle vittigheder og lave gags. Først da Oshima i 1983 gav Kitano rollen som sergent Hara i "Merry Christmas, Mr. Lawrence", var han i stand til at demonstrere ikke bare talent men også vidden som dramatisk skuespiller.

Over de næste seks år fortsatte Kitano med at udvikle sig. Han skrev og spillede i TV drama, med da han kun fik tilbudt en filmrolle per år, begyndte TV at tage mere og mere af hans tid. Kitano begyndte at hoste game shows, han lavede panel diskussioner, TV køkken, kunst programmer og deslige. Han fortsatte med at skrive og udgav to til tre bøger per år.

I 1989 blev Kitano castet til at spille en komisk Dirty Harry agtig betjent, men hans TV arbejde forårsagede så store problemer for instruktøren Kinji Kukasaku, at denne trak sig. Da man stod uden instruktør, spurgte producent om Kitano ikke havde lyst til at instruere. Hans ide var, at eftersom Kitano var berømt og et "trækplaster" som skuespiller, så måtte det være dobbelt trækplaster at have ham som instruktør. Selvfølgelig kunne han det - hvor svært kunne det være?

Dog havde Kitano ingen intentioner om at lave en komedie. Han skrev store dele af manuskriptet om, fjernede al komik og endte med et solidt fatalistisk drama. Dog var skæbnen ikke på hans side denne gang. Ved en tidlig prøvescreening, listede Kitano ind for at se hvordan publikum reagerede, og til hans store skuffelse, grinede de når han var på. Således begyndte han på en selvdestruktiv fase af såvel sin karriere som sit liv, om hvilken han i dag med et lille smil siger:

"Det tog mig 10 år at overbevise det Japanske publikum at jeg var seriøs ved at spille morder og voldtægts forbryder. "

I 1993 blev han opdaget i Venedig. Snart var han på alle europæiske filmentusiasters læber, og takket være Tony Rayns og Simon Field, blev hans film "Sonatine" vist på såvel London som Rotterdams Internationale Film Festival. Kitano havde i de fire år lavet 3 film, hvor han eksperimenterede med forskellige fortælleformer, og grundlagt sit eget produktionsselskab: Office Kitano. Med "Sonatine" havde han nået et niveau, hvor han var tilfreds med sin rolle som filmskaber. Kitano selv ser filmen som et lærlingsstykke, hvilket også er grunden til navnet, dersom en sonatine er en lille sonate, et øvelsesstykke.

Hvor man i Europa ikke kunne få nok af Kitano, ignorerede det Japanske publikum ham som sædvanlig. For dem var han først og fremmest den sjove mand. Han gav selvdestruktionen et gear op, lavede en total absurd film, "Getting Any?" (1995), og året derpå kørte han galt på sin scooter - døddrukken. Han var en hårsbredte fra at miste livet, tilbragte en halvt år på hospitalet og den dag i dag er venstre side af ansigtet stadig delvist lamt. På hospitalet reviderede Kitano sit liv og skrev forskellige udkast til manuskripter, som senere skulle blive til hans centrale film.

Ude af hospitalet, medvirkede Kitano i to film, "Gonin" (i hvilken han stadig bære gaze for sit øje) og "Johnny Mnemonic", hvorefter han begyndte at indspille "Kids Return" (1996), en nærmest autobiografisk refleksion. Som sædvanligt blev den modtaget med ros i Europa, som sædvanlig overset i Japan. Efterhånden kunne Kitano ikke tage det seriøst længere, så da han begyndte sin næste film, kaldte han den "Kitano Opus nummer 7" og forklarede, at på den måde ville publikum jo lære at der var seks film forinden.

Takeshi Kitano

Med "Hana-Bi" slog Kitano igennem for alvor. Ikke alene gav den ham Guldløven som bedste film ved Filmfestivalen i Venedig i 1997, men selv det Japanske Akademi var tvunget til at erkende hans talent og nominerede filmen til 11 Japanske Oscars - den fik 1 for bedste musik. "Hana-Bi", der direkte oversat betyder blomst ild, fortæller historien om en politimand, der røver en bank for at kunne tage sig dødende kone på en sidste rejse gennem Japan. Vel nok en af de bedste Japanske film nogensinde, Kitano var selv så tilfreds med den, at han efter at have fået prisen i Venedig sagde, at nu var han en mester. "Hana-Bi" og Kitano gik sin sejrsgang over hele verden. Den vandt adskillige filmpriser (European Screen International Award, French Critics Award, Russian Critics Award, Critics Award San Paolo Film Festival) og selv lille Danmark "opdagede" Kitano: "Hana-Bi - Blomster og Ild" solgte små 16,000 billet, hvilket er oversebart i forhold til en normal Hollywood film der sælger 200,000 til 400,000 billetter.

Kitano fulgte succesen op med "Kikujiro" (1999) og tog så sammen med sin gode ven Jeremy Thomas til USA, hvor han indspillede "Brother" (2000), men hvilken Kitano erklærede at nu var han færdig med at lave film om forsoning - noget han følte var nødvendigt efter hans "uheld" - og at han nu var parat til at komme videre. Dette gjorde han med "Dolls" (2002), hvor han med udgangspunkt i den Japanske forfatter Chikamatsu fortæller tre historier om ulykkelig kærlighed vævet sammen i en verden af Japansk symbolisme. Uden sidestykke er "Dolls" et mesterværk og blandt de mest originale Japanske film nogensiden. Men filmen viste sig at være for kompliceret og fik ringe modtagelse.

  • Sono otoko, kyobo ni tsuki (1989)


  • 3-4x jugatsu (1990)


  • Ano natsu, ichiban shizukana umi (1991)


  • Sonatine (1993)
    Husets Biograf
    Forevisning: 16 Juni 2000


  • Minnâ-yatteruka! (1995)


  • Kidzy ritan (1996)


  • Hana-Bi (1997)
    Sandrew/Metronome
    Dansk premiere: Oktober 1998


  • Kikujiro (1999)
    Sandrew/Metronome
    Forevisning: 3 April 2001


  • Brother (2000)
    Sandrew/Metronome
    Dansk premiere: 25 December 2001


  • Dolls (2002)
    Sandrew/Metronome
    Forevisning: Marts 2003

  • Zatoichi (2003)
    Sandrew/Metronome
    Dansk premiere: 7 April 2004


 
Tilbage til forrige side
Hvem er Zatoichi?
Omkring Kitano's 'Zatoichi'
Hvor kan jeg se 'Zatoichi'?